Farvel kære Anny og paa lykkelig Gensyn i New York. Gid nu blot Harry vil være rigtig skikkelig i de første 5 Dage, til du naar New York, naar først du er naaet dertil og er havnet lykkelig og vel hos ingeniør Møller og hans Hustru kan du rigtig hvile dig ud og saa forresten more dig med at besøge vore bekendte fra dengang vi selv boede der, og gaa i de store Butikker det ved jeg jo du holder meget af, senest om en Maaned haaber jeg saa at være hos dig og Harry igen og saa faar vi endda et par Dage hvor vi tilsammen kan genopfriske gamle Minder fra New York i, inden "Frederik den XIII", sandsynligvis for stedse, bringer os hjem til gamle Danmark.

Endnu et sidste Kys, og en Formaning til den lille Harry om at være rigtig sød mod sin lille Mamma og ingeniør Gormsen maatte skynde sig ud af Toget hvis han ikke vilde resikere at Toget kørte med ham. Nok skulle han ogsaa til New York men det var meningen at han vilde rejse Søvejen dels for at se Udstillingen i San Fransisko og dels for og det ikke mindst at se det sidste store Underværk "Panamakanalen" som det i lang tid havde været hans Ønske at se. Og nu var der jo en glimrende Lejlighed til at faa sit Ønske opfyldt. Ingenør Gormsen var ogsaa i det bedste Humør af Verden. For kort Tid siden havde han faaet en Brev fra Danmark med Tilbud om en Plads som direktør for en stor Maskinfabrik i en af Østjyllands Byer og saavel han selv som Anny var meget glade for det da de begge havde Hjemlængsel og nu siden Krigen var udbrudt var Tiderne endog blevet meget sløje i den By hvor de boede paa Kanadas Vestkyst. De havde kun boet der i 2 Aar og inden den Tid havde de været 3 Aar i New York. Det havde ikke altid været saa nemt for dem, de havde haft en del Modgang som de fleste har indtil de er blevne aklimatiserede, men de holdt inderligt af hinanden og de forgudede den lille Harry og det, samt den Vished at de kunde rejse hjem, naar de selv vilde holdt Humøret oppe hos dem. De havde jo nok kunne ønske at komme hjem med lidt flere Penge, men Visheden om at Gormsen saa snart han kom hjem kunde tiltræde en sikker, vellønnet Plads gjorde dem lige saa glade som dersom de var kommet hjem med en Million. Da Toget ikke mere var til at øjne gik Gormsen fra Perronnen og ind i Ventesalen. Skibet han skulle sejle til San Fransisko med sejlede ikke før Kl. 8 om Aftenen saa han havde god Tid Kl. var ikke mere end 2. Da Han kom ind i Ventesalen satte han sig paa en Bænk for at se paa alle de Mennesker der hastede forbi ham og for at tænke paa hvorledes han vilde tilbringe tiden til Kl. 8. Det var helt mærkeligt at Anny nu var borte fra ham, i de 5 Aar de havde været gift havde de ikke været fra hinanden længere Tid end fra Morgen til Aften og hver Aften naar han kom hjem fra sin Gerning var det ham en ligesaa stor Glæde at komme hjem til den glade milde Anny og de lille Harry, hvorledes skulde han dog kunde undvære dem i en hel Maaned det havde ogsaa været bedre dersom de havde kunnet rejse samme vej men Anny havde ment at de vilde være altfor besværligt at have den lille Purk med paa den lange Rejse det var meget nemmere naar hun rejste med Jernbanen til N.Y. Det varede da kun 5 Dage, selv det kunde da være galt nok. Nu var Gormsen lige ved at fortryde at han ikke var rejst med Anny og Harry den lige vej til N.Y. men paa den anden side havde han en vældig Lyst til at se Panamakanalen, den interesserede ham som Ingenør i særlig høj Grad. Gudskelov at han havde det udmærkede Fotografi af Anny og Harry han havde selv taget det da det blev bestemt at de skulde rejse hver sin Vej fordi han saa kunde se deres kære Træk naar som helst han ønskede det. Han tog sin Tegnebog op af Lommen, det var den første Present Anny havde givet ham efter de var blevet forlovede hjemme i Danmark. Han saa sig om i Ventesalen, nej der var vist ingen der kunde se ham, nu var alle folk gaaede den eneste han kunde se var en gammel rynket Indianerkvinde, som sad udenfor paa Fortovet og falbød smaa flettede Kurve og udskaarne Træsager, han tog billedet ud af Tegnebogen saa kærligt paa det og førte det derpaa til sine Læber, han lagde det saa ind igen og saa med et Smil paa alle de rare Dollars der var i Tegnebogen 1260 Dollars nøjagtigt, det var jo ikke ret meget at komme hjem med efter 5 Aars Forløb men omsat til danske Kroner lød da straks lidt bedre, hvor meget kunne det vel blive. Nøjagtig 4725 Kr havde han regnet ud efter et Øjebliks Forløb. Han lukkede igen Tegnebogen og puttede den i Lommen men samtidig forsvandt Hovedet af en Mandsperson ned paa den anden Side af den store dobbelte Bænk hvorpaa Gormsen sad. Da han kort tid efter rejste sig og gik ud paa Gaden bemærkede han ikke at en anden Person ogsaa havde været til Stede i Ventesalen og fulgt efter ham ud paa Gaden. Det var en temmelig lille mørk Mand øjensynlig en Italiener paa det ene Øre manglede den ene Ørenflig hvad der gav ham et højt aparte Udseende især da det andet Øre saa ud som om det havde faaet den manglende Stump i Tilgift. Imidlertid drev Gormsen videre ned af Gaden og gik forskellige Steder hen for at tage Afsked med Venner og Bekendte og inden Afrejsen gik han ind paa en Restauration hvor han spiste til Aften; men hvor han end gik fulgte den mystiske Fremmede ham og da Skibet Kl. 8 dampede Syd paa var den fremmede ogsaa om bord og slap ikke Gormsen af Syne.

Imidlertid suste Toget med Anny og Harry videre og videre, den lille var omsider blevet træt og søvnig og Anny bad den sorte Portør i Vognen om at rede Sengen for Natten saa hun kunde faa ham til ro, da der ikke nok var fuldt i Vognen kunde det let lade sig gøre og Anny flyttede sig saa over paa den modsatte Side. Hvor var det dog en vidunderlig Aften, Solen gik dybrød ned bag Cascadebjergene som de nu var ilet forbi de var midt ude paa den store Højslette der strækker sig mellem Cascadebjergene og Rocky Bjergene. I Morgen tidlig vilde de være naaet til Rocky og Anny kunde huske fra den gang hun sidst rejste her hvor vidunderlig betagende det var at rejse gennem dem, Banen ligger der i indtil 5000 Fods Højde og mægtige snedækte Bjergkæder hæver sig til alle Sider og at køre gennem de talrige Tuneller syntes hun dengang var saa morsomt men da var Henrik da ganske vist ogsaa med hende saa det var jo en slem Forskel maaske hun slet ikke vilde synes saa godt om det herlige Landskab naar Henrik ikke var hos hende saa de kunde tale om det og hun rigtig kunde give sin Begejstring Luft. Nu var Kl. 8 det var just tiden at Henrik skulle afsejle. Anny fulgte ham i Tankerne, hun glædede sig over at han fik sit Ønske opfyldt at kunde faa Panama Kanalen at se og hun længtes efter at høre ham fortælle baade om Kanalen, hvorledes det gaar til naar Skibene skal igennem og de forskellige Slugter fyldes med vand og Sluserne aabnes og lukkes og ligeledes vilde hun ogsaa gerne høre noget om Udstillingen, jo der vilde blive meget at tale om naar de mødtes igen. Solen var nu gaaet helt ned og Mørket faldt paa. Anny sad og døsede og saa kun halvt det utydelige Landskab hun kørte forbi. Pludselig syntes hun at hun var sammen med Henrik ombord paa det Skibet, de stod ved Rælingen og saa paa Stjernerne som en efter en tændtes. I det samme vender hun sig halvt om og ser en Mand staa og stirre paa Henrik. Han havde et mærkeligt skulende Blik men det mærkeligste ved ham var dog hans Øren det ene var saa lille og manglede Ørenfligen og det andet var saa stort og uformeligt. Anny vilde gøre Henrik opmærksom paa ham, men vaagnede i det samme op. Gudskelov det var kun en Drøm men alligevel var hun helt uhyggelig til mode. Bare der dog ikke hendte Henrik noget paa den lange Rejse. Hun længtes helt efter at faa Brev fra ham, han havde lovet at skrive til hende hver Dag det første Brev vilde han skrive naar Skibet kom til Seattle og det kunde hun saa have Dagen efter at hun var naaet til New York. Gid denne Maaned dog var gaaet saa hun havde ham igen. Anny sov godt den Nat og næste Morgen var hun tidlig oppe for ikke at gaa Glip af noget af det vidunderlige Bjerglandskab de kørte igennem, og hun frydede sig ogsaa over det, trods det at Henrik ikke var med, henimod Aften naaede de til Prærien og den forekom Anny endeløs det varede ogsaa omtrent 3 døgn inden de var kørt igennem den det var med Glæde at Anny hilste det første lille forkrøblede Træ. Det sidste Døgn gik hurtigt der var saa meget at se paa, paa den sidste Strækning fra Toronto til New York. Da hun og Harry naaede New York var Ingenør Møller og hans Hustru og tog imod dem paa Stationen. Det var gode, gamle Bekendte fra dengang Henrik og Anny havde boet i New York og Anny var meget glad for at de havde tilbudt at hun og Harry maatte bo hos dem i den tid hun skulde være i N.Y. fremfor at bo paa et Hotel. De havde meget at tale om og Anny befandt sig saa godt hos dem og hun havde rent glemt sin Drøm den første Aften i Toget. Næste Dag var Anny meget længselfuld efter at Postbuddet skulde komme hun havde regnet ud at hun godt kunde faa Brev fra Henrik nu, dersom han havde skrevet da Skibet kom til Seattle og det var hun sikker paa at han havde. Endelig kom da ogsaa Postbuddet og havde ganske rigtig ogsaa Brev til Anny. Hun aabnede det i en fart og læste men hendes glade Ansigt fik efterhaanden et helt andet Udtryk og da hun havde læst det saa hun helt bestyrtet ud. Hvad var dog det Henrik skrev, kunde det være rigtigt var de lige saa fattige nu som for 5 aar siden da de rejste over, hun læste en gang til, jo desværre der var ingen Fejltagelse mulig. Henrik skrev

Kære Anny! Jeg er nu naaet til Seattle og om et par Timer sejler vi videre til San Francisko. Forhaabentlig er du, naar dette Brev kommer til New York, allerede begyndt at komme til Kræfter efter den besværlige Rejse. Har Harry været en flink Dreng? Kys ham fra Papa. Jeg har en kedelig Ting at meddele dig men jeg vil bede dig om ikke at tage dig det for nær. Som du ved afsejlede vi Kl. 8 fra V. Og vi kom saa til Seattle tidligt i Morges Kl. var neppe mere end 6, da jeg vaagnede mærkede jeg at vi laa stille og jeg skyndte mig saa at staa op, foruden mig var der en Mand til i Kahytten han sov endnu da jeg stod op. Da jeg var færdig med min Paaklædning vilde jeg tage min Tegnebog som jeg havde lagt under Hovedpuden om Aftenen. Men - bliv nu ikke forskrækket lille Anny - den var der ikke. Jeg blev noget hed om Ørerne og begyndte febrilsk at gennemsøge først Sengen saa alle mine Lommer og alle Vegne i Kahytten men den var og blev borte Min Medpassager som imidlertid var vaagnet blev meget bestyrtet da han fik at vide af hvilken Aarsag jeg gennemrodede Kahytten, han hjalp mig ogsaa med at søge, men alt uden Resultat. Jeg maatte saa gøre mig klart at den var stjaalet fra mig i Nattens Løb, Døren var ikke aflaaset den stod lidt aaben med en Krogh imellem som du nok ved og du ved ogsaa at den kan aabnes lige saa let ude fra som inde fra og det er vel ogsaa sagtens det der er sket. Da jeg kunde indse at Tegnebogen ikke fandtes skyndte jeg mig op til Landgangsbroen som allerede var lagt til for at meddele det det Vagten for at han ikke skulde lade nogen gaa i land inden de var visiteret men jeg fik den triste Meddelelse at der allerede var gaaet en hel del Passagerer i Land. Jeg var meget nedslaaet det var Frugten efter 5 aars Slid, der nu saa skammeligt var frarøvet mig. Kaptajnen anstillede Eftersøgninger paa Skibet men selvføgeligt uden Resultat. Samtidig gjorde jeg anmeldelse til Politikamret i Seattle og der bliver nu anstillet Vagt ved alle Banerne men det er vel tvivlsomt om det kan hjælpe noget da jeg ikke har noget Signalement af ham. Jeg kan ikke spilde min Tid med at blive her i Seattle medens Undersøgelser bliver foretagne og desuden har jeg heller ikke raad til det. I min Portemonnai har jeg lidt jeg maa slaa mig igennem med i den tid jeg skal være i San Fransisko og til alt held havde jeg Biletterne saavel til New York som baade din og min fra New York til Kjøbenhavn i min Haandkuffert, det er da en Trøst for mig at jeg havde taget dem ud af Tegnebogen. Desværre laa Fotografiet af dig og Harry deri saa jeg kan ikke engang trøste mig ved synet af jer. Bliv nu ikke alt for bedrøvet kære Anny, men gør det hellere klart med det samme at vi er ligesaa fattige som for 5 aar siden, for jeg gør mig ikke et Spor Haab om at faa Pengene tilbage. Lad nu ikke denne Meddelelse tage Humøret fra dig men mor dig i den Tid du skal være i New York. Bring Ingenør Møller og Fru mine bedste Hilsener og tusinde Hilsener til dig selv

Din Henrik

Stakkels Anny kunde næsten ikke fatte det, de havde begge været saa sparsommelige og nægtet dem selv mange Ting kun for at have lidt at staa imod med naar de kom til Danmark, det var en bitter Skuffelse for hende, men hun maatte jo tage sig sammen og trøste sig med at det kunde have være meget værre, sæt nu at Henrik selv var kommet noget til paa en eller anden Maade hvor skrækkeligt havde det ikke været for hende men han var da Gud ske Lov sund og frisk i alle Tilfælde da han havde skrevet det Brev. Anny kunde nu alligevel ikke løsrive sine Tanker fra Tyveriet og pludseligt mindedes hun sin Drøm den første Aften i Toget, hun saa endnu tydelig den skumle Mand med de mærkelige Øren saa tydeligt at dersom hun saa ham i Virkeligheden vilde hun straks kunde kende ham, men det hele var jo kun en Drøm desuagtet kunde hun ikke ved sig selv lade være med at sætte ham i forbindelsen med Tyveriet hun fortalte ogsaa saavel Tyveriet som Drømmen til Ingenør Møller som slet ikke lo hende ud som hun egentlig havde ventet, fordi hun troede at Drømmen kunde have nogen Forbindelse med Virkeligheden, det er jo en ting de fleste Mennesker i det mindste en gang har oplevet at en Drøm er et Varsel enten om noget der sker eller senere sker sagde han, og jeg tror tilføjede han at kunde vi faa fat paa den Mand som De saa i Drømme vilde han være identisk med Tyven men desværre der er jo ingen Sandsynlighed for at de nogensinde træffer paa ham, Amerika er saa stort og nu rejser De ovenikøbet snart til Europa skulde Politiet som der ikke er saa megen Sandsynlighed for, fange ham kunde det være interessant at se om det er Manden fra Deres Drøm.

Anny tog sig sammen og prøvede paa at lade være med at være ked over at de havde mistet deres Penge og det lykkedes hende ogsaa, men Tanken om at de snart skulde hjem til Danmark og at der der stod en god Stilling aaben for Henrik saasnart han kom hjem var hende til meget stor Glæde og Opmuntring og desuden var det en livlig Tid for hende nu hun var i New York, hun havde ikke saa faa Bekendte der, som hun jævnligt besøgte og Verdensbyen betog hende nu, som dengang hun havde boet der, med sit næsten utrolige Liv og Larm saa hun glemte næsten at hun havde noget at være ked over. Hver Dag fik hun Brev fra Henrik som nu var i San Fransisko og det lod til at han heller ikke hengav sig til Ærgelsen for han skrev da meget begejstret til hende om alt hvad han saa paa Udstillingen.

Saa var det en dag at der hændte noget som Anny med Rette sagde at det var det mærkeligste i hendes Liv. En Dag havde hun været "downtown" og da hun igen skulde hjem gik hun ned i den underjordiske Bane "Subway". Hun havde sat sig til rette og begyndte som hun havde for Vane at betragte de Mennesker som var i samme Vogn, hun syntes nemlig altid at det var saa interessant at gætte sig til hvilken Nationalitet denne eller hin tilhørte, det gjorde hun ogsaa denne Dag og pludeligt var det lige som hendes Hjerte stod stille og hendes Øjne stirrede stive paa en Italiener som sad skraas over for hende thi det var ingen anden end hendes Drømmesyn der sad der lyslevende. Med stor Anstrengelse lykkedes det hende endelig at tage Øjnene til sig og hendes første fornuftige Tanke var: "Jeg maa følge efter ham for at se hvor han bor og derefter faa fat paa en Politibetjent, den mulighed at det slet ikke var Tyven faldt hende ikke ind, saa sikkert troede hun paa sin Drøm. Først langt ude i et af New Yorks Yderkvarterer stod Manden ud og Anny fulgte ham, uden at han lagde Mærke til det, da saa mange andre ogsaa skulde ud og ind. Det var med Nød og Neppe at Anny kunde blive ved med at følge ham med Øjnene, hvert Øjeblik blev han borte for hende i Trængslen og da de kom op fra Trappen nede fra Subway og ud paa Gaden kunde hun slet ikke se ham og hun blev helt fortvivlet, saa fik hun igen Øje paa ham langt nede i en Sidegade og begyndte saa at løbe til stor Forundring for Folk da hun næsten havde naaet ham saa hun at han forsvandt ind i en Gadedør paa et meget simpelt Hus af den slags hvor enten Italienere eller Negre bor hun gik efter ind i Gadedøren og blev staaende for at høre efter Skridtene hvor langt han gik op men ligesom hun kom ind i Gadedøren hørte hun en Dør der blev smækket og hun sluttede deraf at han ikke kunde være kommet længere op end til 1. sal. Derefter løb hun igen ud paa Gaden for at faa fat paa en Politibetjent og da man ikke behøver at gaa mange Skridt i New York for at træffe paa Politibetjente var det ikke vanskeligt for hende. Hun saa en til hver side, gik saa hen til den ene af dem men da hun kom næsten helt hen til ham syntes hun ikke rigtig om hans Udseende hun var bange for at hun ikke kunde faa ham til at følge med hende paa det løse Grundlag hun kun kunde fremføre imod den formodede Tyv, hun gik saa hen til den anden Politibetjent som hun syntes saa mere forstaaende ud og begyndte at forklare ham det hele, men hun tabte næsten Modet da hun saa at han øjensynlig morede sig da hun fortalte at det eneste Bevis imod Tyven om man kunne kalde det det var hendes Drøm. Han nægtede da ogsaa først at gaa med men da Anny tryglede ham indstændigt om det indvilligede han endeligt lidt modstræbende. Da de kom op til Døren kunde de se at det var et simpelt italiensk Pensionat. De ringede paa og lidt efter kom en ældre Kvinde ud og lukkede op, hun blev helt forskrækket da hun saa en Politibetjent men han beroligede hende og sagde at de blot ønskede at tale med den Mand som kom for et Øjeblik siden. Hun viste dem saa hen af en lang mørk Korridor og viste dem Døren hvor han boede. Politibetjenten aabnede Døren uden at banke paa og gik ind i Værelset og betydede Anny at følge med. Værtinden ville ogsaa smutte med ind men blev vist ud igen til stor Ærgelse for hende. Da Italieneren saa Politibetjenten blev han helt forfjamsket og stod og famlede ved sine Lommer og det undgik ikke Betjentens Opmærksomhed. Han tog sig dog hurtigt sammen igen og satte et meget forundret Ansigt op. Da Politibetjenten adspurgte ham om han nylig var rejst til New York fra Seattle benægtede han det og paastod at han kun havde været i New York siden han kom over fra Italien. Politibetjenten bad ham om at vise, hvad han havde i Lommerne men det nægtede han, da Betjenten saa gjorde Mine til selv at se efter vilde han modsætte sig det men Betjenten var stor og stærk saa han kunde hurtig indse at han hellere maatte tømme Lommerne. Imedens stod Anny spændt og saa til og da begyndte at tømme Lommerne steg hendes Forventning og endelig der var ogsaa Henriks Tegnebog og hun sagde det glædestraalende til Betjenten som svarede hende, Ja jeg tror det er et godt Bytte De her har grebet; men nu maa De vente lidt endnu med at faa Deres Mands Penge for nu bliver alle Tyvekosterne beslaglagt indtil Tyven er blevet forhørt. Da Anny nogle Dage efter blev tilsagt til at Møde i Retten fik hun ikke alene Tegnebogen med hele Indholdet men ogsaa en Dusør paa 500 Dollars fordi hun herved havde været Aarsag til at en snedig og i lang Tid heldig Tyv blev paagrebet. Og Dagen efter kunde man læse i New York Aviser om en mærkelig Vision en ung dansk Frue havde haft som var Aarsag til en Tyvs Paagribelse.

Da Henrik 14 Dage efter kom til New York var det en lykkelig og glædesstraalende Hustru der modtog ham der og da han havde faaet Annys hændelser at vide, blev han selv lige saa lykkelig over den uventede Meddelelse om at han havde faaet sine Penge tilbage men Annys Drøm var for ham saavel som for alle andre en uløselig Gaade. Han kunde ikke finde anden Løsning end at det var en højere Styrelse som havde indvirket og det er sagtens ogsaa den rigtige Løsning.

Nu er Henrik, Anny og lille Harry hjemme i Danmark og det er en lykkelig, lille Familie som har til huse i en smuk Villa i Jylland. Tit og ofte taler de om Amerika Henrik bliver ikke træt af at fortælle Anny om sin Rejse gennem Panamakanalen men det mærkeligste og det de oftest omtaler er dog Annys Vision.